Ugens Hingst: Blue Hors Don Olymbrio

En af de helt store personligheder i hingstestalden på Blue Hors er Don Olymbrio, der på få år har udviklet sig fra gadedreng til Grand Prix-hest

  1. Forside
  2. Nyheder
  3. Ugens Hingst: Blue Hors Don Olymbrio

Han er nu 10 år gammel, Blue Hors Don Olymbrio, der blev købt til Danmark ved den hollandske hingstekåring i 2011. Han har på trods af sin beskedne størrelse og i kraft af sin stærke udstråling vundet avlernes hjerter fra første bedækningssæson.

 

Endelig voksen
Don O. – som han kaldes i daglig tale – er et typisk afkom efter Jazz. Den hollandske stempelhingst har ikke blot lavet ualmindeligt mange Grand Prix-heste, men også talentfulde heste, der mentalt modnes sent. Det har man set så tydeligt med Don O., der de første år under rytter opførte sig som en rigtig gadedreng. Han var altid på udkig efter sjov og ballade, men som de fleste Jazz-afkom er han gradvist modnet med alderen, og som 8-års begyndte han at opføre sig som en voksen hest.
Martin Klavsen har sin daglige gang i hingstestalden, og han oplever Don O. som en ualmindelig glad og positiv hingst.
– Når man åbner hans boksdør, står han næsten helt ude på fødderne af én. Charme, tillid og lækkert hår, det er hans fremtoning, og så er han samtidig meget håndterbar. Nu er han jo pludselig blevet voksen, smiler Martin. – Don O.’s afkom har tit de samme karaktertræk. På marken kommer de som de første hen og spiser af lommen. Vi har nogle ungheste efter ham i arbejde, og de er utrolig nemme lige fra starten. Når vi pålægger dem nye ting, er de bare nysgerrige for at finde ud af, hvad det går ud på. De er kloge på den rigtige måde, forklarer Martin. 

 

Kæk men koncentreret
Daniel Bachman Andersen overtog i 2016 tøjlerne fra Allan Grøn og førte Don O. videre i sin karriere. Det nye par fandt meget hurtigt sammen i et godt makkerskab, og det blev til international Grand Prix-debut i 2017.
– Han er altid meget charmerende og lidt kæk, men når det virkelig gælder, er han alligevel god til at koncentrere sig. Selv om han er både frisk og glad, så er han en utrolig sød hest, og jeg mærker slet ikke i den daglige træning, at han faktisk er avlshingst. Ridemæssigt arbejder vi bare på at stabilisere Don O., da han fra naturens side er meget smidig og naturlig blød, fortæller Daniel.
Det er Daniels engelske hestepasser Robbie Sanderson, der sørger for Don O. før og efter rideturene. Han anser Don O. som meget klog og ser hans personlighed som en blanding af en gadedreng og en diva.
– Verden drejer rundt om Don O. Sådan er det bare. Når jeg er i gang med en af de andre heste, så forlanger han opmærksomhed. For Don O. er der ikke noget bedre end én-til-én-kontakt. Han er en meget speciel hest, og jeg må sige, at den eneste hest, jeg har arbejdet med, som er lige som ham, er Cosmo, men han er jo også en verdenskendt dressurhest, siger Robbie, der brugte meget tid sammen med Don O. for at lære ham at kende, da han blev ansat på Blue Hors.
For Robbie er der ingen tvivl om, at Don O. faktisk forstår det meste. Han ved, når han har vundet, og han elsker alt den ekstra opmærksomhed, der følger med. Ikke mindst den opmærksomhed og ros, han får fra sin rytter Daniel.
– Det fantastiske ved Don O. er, at han også er taknemmelig. Han elsker at blive gjort i stand og at få massage, og han kigger altid på mig med sine store, runde øje og siger tak, fortæller Robbie.

 

De vil arbejde, og de er kloge
Den succesfulde avler, Lisbeth B. Andersen, kan godt lide at bruge unge hingste og have føl af deres første årgange. Derfor sker det sjældent, at hun bruger den samme hingst igennem flere år, men med Don O. har hun gjort en undtagelse og venter i år det sjette føl efter ham.
– Han passer bare brandgodt på min hoppestamme. Jeg har brugt ham på fire forskellige hopper, og de har alle leveret super føl med Don Olymbrio. Jeg valgte at bruge ham, fordi han er så velgående og affjedrende som en gummibold. Jeg var klar over, at han var en vågen hest, men jeg troede på, at han ville modnes, fortæller Lisbeth.
Blandt hendes opdræt efter Don O. er Nanna S. Merralds nu færdigkårede præmiehingst Orion samt helbroderen, Olympus, der netop er blevet avlsgodkendt.
– Jeg har aldrig før brugt den samme hingst seks gange, men jeg har fået fremragende heste med super temperament. De vil arbejde, og samtidig er de kloge. Derfor har jeg brugt ham igen og igen, fastslår Lisbeth.

 

Perfekt til XL-hopper
For Esben Møller har tanken bag indkøbet af hollandske hingste af de bedste blodlinjer altid været, at den danske dressurhesteavl ikke skal være en kopi af den hollandske, men blive endnu bedre, fordi vi har et meget stærkt hoppemateriale, der matcher de hollandske hingste godt.
Mange har ved den traditionsrige følaften på Blue Hors hørt Esben sige, at Don Olymbrio mangler et par centimeter hele vejen rundt for at være optimal i formatet, og det har hoppeejerne været dygtige til at tage højde for.
– Der er slet ingen tvivl om, at Don O. passer bedst til storrammede hopper af god kaliber. Det er der, han gør sit job allerbedst og kan tilføre bedre sportstype og udtryk. Til gengæld passer han afstamningsmæssigt meget bredt og særdeles godt på danske og tyske dressurlinjer, fortæller Esben.
– Hans afkom står godt på benene og er holdbare heste. De er samarbejdsvillige som ham selv, og de vil gerne bestille noget, men heldigvis er de ikke helt så kække, som han selv var som ung, slutter Esben.


Ugens Hingst er en ny portrætserie om de store personligheder, der beboer hingstestalden på Blue Hors. I næste portræt kan du lære Zackerey bedre at kende.

Da +
Tilføj rabatkode - gavekort HER Tilføj rabatkode

Gå ikke glip af...

Få nyheder, tilbud og gode råd direkte i din indbakke.