"Super fornemmelse i dagens Grand Prix på fantastiske Zack! Desværre indløb der sig et par misforståelser, hvilket kostede rigtigt dyrt i det samlede regnskab, men stadig en tredjeplads med 73%"
Rytter Nanna Skodborg Merrald, groom Ellen Glinvad Nielsen, avlshingst Blue Hors Zack (Rousseau/Jazz) og sønnen Blue Hors Znickers (Blue Hors Zack/De Niro) drog tirsdag den 25. maj endnu engang mod nye stævne-eventyr, hvor holdet skulle i ilden allerede fredag, hvor det for Znickers stod på start i CDI2* Prix St. Georges og for Zack CDI3* Grand Prix.
International stævnedebut for 8 årige Blue Hors Znickers
I fredagens CDI2* Prix St. Georges og med startid klokken 11.08, blev det for kombinationen Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Znickers til flotte 72.706% og en imponerende andenplads. Ekvipagen blev kun overgået af det unge, britiske talent Charlotte Fry, der på hesten Don Joe red sig ind på en førsteplads med 74.647%
Nanna og Znickers gentog succesen i lørdagens Intermediare I, hvor de med 70.618% red endnu en andenplads hjem i det store felt af ryttere. Også denne klasse blev vundet af Charlotte Fry, der på hesten Don Joe red til 73.706%, og som altså snart skal til at være på vagt overfor Nanna og Znickers, der ånder dem i nakken efter ugen succesridt.
"Blue Hors Znickers på 8 år klarede sin debut i Prix St. George i dag (red. og Intermediare I lørdag) til UG, og var så dejligt afslappet og med på legen, hvilket jeg lægger meget vægt på med sådan en ung og urutineret hest"
- Nanna om den internationale stævnedebut på Blue Hors Znickers