Nanna, Zack og Danmark vinder historisk VM-holdguld i Herning!

Med dage fulde af personlige rekorder, topscorere, begejstrede publikummer og fantastisk dressur, kunne Nanna, Zack og resten af det danske dressurlandshold i dag slutte dagen af med en titel som verdensmestre i dressur 2022!

Nanna, Zack og Danmark vinder historisk VM-holdguld i Herning!

Nanna på Blue Hors Zack, groom Elise Rensik, Cathrine på Vamos Amigos og groom Rikke Kjær

"Det var så nervepirrende og jeg var så nervøs, men nu føler jeg totalt forløsning og glæde! Det er mange års hårdt arbejde, der bliver indløst og jeg er så glad, stolt af Zack og taknemmelig for mit hold både her og derhjemme"

Nanna Merrald Rasmussen

Forventningerne var skyhøje til de danske ryttere, spændingen var enorm, nervøsiteten på sit højeste – men selvfølgelig gjorde de det!

Blue Hors rytter Nanna Merrald Rasmussen, avlshingst Blue Hors Zack og resten af det danske seniorlandshold kan nu kalde sig for verdensmestre for hold! De danske ryttere viste suveræn topklasse, og det betalte sig i dag tifoldigt, da præmierne skulle uddeles og guldmedaljerne hænges om halsen i FEI Blue Hors World Championships 2022

Nanna og Zack i deres livs topform

Den danske olympiske ekvipage bestående af avlshingsten Blue Hors Zack (efter Rousseau/Jazz, opdrætter: Bas Wilschut) og Blue Hors eliterytter Nanna Merrald Rasmussen scorede i gårsdagens indledende Grand Prix vilde 76.724 % og blev selvfølgelig klappet ud af et begejstret publikum, der havde medbragt lommetørklæder til de rørte øjne og dannebrogsflag til at flage med for de danske ryttere og heste!

Og nu kan de sammen med det danske hold kalde sig for verdensmestre!

Gårsdagens anden danske ekvipage, Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera, scorede flotte 76.863 % og lagde sammen med Nanna og Zacks score, det danske hold godt fra land i konkurrencen! Dog var der flere stærke ryttere fra både Holland, England og Tyskland, der gjorde konkurrencen spændende med flotte procenter og imponerende ridt.

Søndag skulle de resterende to danske ryttere på banen, ligesom flere af de bedstplacerede landes bedste ryttere også stod for tur. Ryttere som Isabell Werth, Charlotte Fry, Charlotte Dujardin, Frederic Wandres og Patrik Kittel, der alle er i den absolutte top af verdenseliten, skulle lige så forsvare deres respektive landes ære – og hvilken konkurrence de satte op!

MEN, ingen af dem, nåede forbi Danmark, der med Daniel Bachmann Andersen, som satte ny personlig rekord med Marshall-Bell i dagens Grand Prix med 76,584%, og dagens helt store vinder; Cathrine Laudrup-Dufour, der med sit ridt til 81,864 % på Vamos Amigos, leverede to afgørende lod på vægtskålen!

Kom og besøg Blue Hors standen!

Vi er klar til at tage imod jer med altid god service og godt humør – og måske kan vi også byde jer på en lækker is og en god kop kaffe?

Vi håber at se jer til en god snak, forrygende handel, dejlig kop kaffe og forfriskende portion is!