Zack danser to pladser op på FEIs verdensrangliste
Med to flotte femtepladser med fra World Cup Herning, en ellevteplads i kür fra OL i Tokyo og flere flotte placeringer ved de tre- og firstjernede CDI'er, har Nanna Skodborg Merrald på den 17-årige avlshingst Blue Hors Zack (e. Rousseau/Jazz, opdrætter: B. Wilschut) været en solid konstellation på dressurlandsholdet.
Det er også derfor at Nanna og Zack netop har avanceret fra en placering som nummer 27 på FEIs Dressage World Ranking-rangliste til en placering som nummer 25.
Eventyret startede i franske Le Mans og blev cementeret i tyske Hagen
Tilbage i februar 2021 beviste Zack sammen med sin dengang spritnye chauffør Nanna Skodborg Merrald, at de som rytter og hest er et ekvipagematch, der bliver svære at komme udenom i den internationale dressursport! Med 74.17% i deres Grand Prix-debut ved CDI3*-stævnet i Le Mans, lagde de dengang en pæn afstand på hele 2% ned til Grand Prix'ens andenplads.
Den succes gentog ekvipagen ved det firstjernede CDI-stævne; Horses & Dreams meets Japan Sports Edition 2021 i Hagen. Her var groom Ellen Glinvad Nielsen, træner Michael Søgaard med Nanna og hestene Blue Hors Farrell, Atterupgaards Orthilia og selvfølgelig Blue Hors Zack klar til at jagte OL-kvalifikationer og placeringer - og det lykkedes dem mere end rigeligt!
Nanna og Farrell kom hjem med en dobbeltsejr i CDI1* Prix St. George og Intermediare I, en sejr i søndagens CDI4* FEI Grand Prix på Orthilia - og med stjernen Zack red hun sig ind på to tredjepladser i CDI4* Grand Prix og Grand Prix Freestyle - 'Under the Floodlights'. To tredjepladser, der var parrets kun 3. og 4. midterlinjer sammen og som kun blev overgået af britiske Charlotte Dujardin på Gio (Apache/Tango) og tyske Frederic Wandres med Duke of Britain (Dimaggio/Rubinstein).