Mellemrundesucces i Grindsted

Ved mellemrunden i Pavo og DRF championat for unge dressurheste i Grindsted har Blue Hors-ekvipagerne haft et særdeles godt stævne i weekenden med flere topplaceringer
Mellemrundesucces i Grindsted

Blue Hors Londoner og Cristian Tudela Ruiz

Blue Hors-rytterne Nanna S. Merrald, Tania M. Joensen og Cristian Tudela Ruiz har haft en succesfuld weekend i Grindsted ved Pavo og DRF’s championat for unge dressurheste.

 

4-ÅRS

I mellemrunden for 4-års brillerede avlshingsten Blue Hors Zackorado e. Blue Hors Zack/Florencio I med Cristian Tudela Ruiz i sadlen og opnåede en samlet score på 90,60 point. Karaktererne fordelt sig med 8,8 for galop, 9,0 for skridt og ridelighed, 9,2 for kapacitet og 9,3 for trav. Det resulterede i en andenplads i et felt på 37 ekvipager, hvor Tania M. Joensen red sig ind på syvendepladsen med Visconti e. Vivaldi/Just Perfect med 86,00 point og Victor e. Vivaldi/Stedinger med 80,60

Se videoen med Blue Hors Zackorado nedenfor

5-ÅRS

I 5-års klassen blev det til sejr for Cristian Tudela Ruiz og Blue Hors Londoner e. Londontime/Danone I med 8,75 point bl.a. med 9 for skridt og 8,7 for både trav og galop. Her besatte Nanna S. Merrald og avlshingsten Blue Hors Kingston e. Glock’s Toto Jr./Turbo Magic fjerdepladsen med 8,58 point og heriblandt 9 for trav.

Se det fulde ridt af begge heste nedenfor

6-ÅRS

Igen i 6-års klassen blev det til en fjerdeplads til Nanna S. Merrald og Blue Hors Touch of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark med en score på 8,66 og heraf karakteren 9,2 for skridt. 

Cristian Tudela Ruiz havde Blue Hors Quintana e. Quantensprung/Desperados med, som fik en samlet karakter på 8,08 og Odin Unik e. Denver TT/Blue Hors Romantic som endte med den samlede karakter 8,06.

I forvejen er Tania M. Joensen kvalificeret direkte til 6-års finalen med Elliott Julianelyst e. Erlando/Blue Hors Romanov, mens Nanna S. Merrald og Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/De Niro har kvalificeret sig direkte til 7-års finalen.

Finalen i Pavo og DRF’s championat for ungheste i både dressur og springning afvikles her på Blue Hors den 8. – 11. oktober 2020.