En glimrende start på championatsæsonen

Ved årets første kvalifikation i Dansk Ride Forbunds dressurchampionat for unge heste, der i dag blev afviklet i Ringsted, havde Blue Hors en ekvipage med i 4-års, 5-års såvel som 6-års, og alle tre heste opnåede et gennemsnit på over 90%

  1. Forside
  2. Nyheder
  3. Dansk Ride Forbunds championat for unge heste i dressur

Nanna Skodborg Merrald og Christian Tudela Ruiz havde tre Blue Hors-heste til start i tre forskellige aldersklasser i dag ved årets første kvalifikation i Dansk Ride Forbunds dressurchampionat for unge heste i Ringsted.

Christian lagde ud i 4-års klassen med den i Danmark nykårede og allerede meget populære Blue Hors Zackorado e. Blue Hors Zack/Florencio l (opdr. Poul Rode), der i år præsenterer sin første følårgang, da han sidste år blev kåret som fløjhingst i Tyskland og har fået mange gode føl i tysk i regi i år.

Zackorado er en meget komplet hingst med tre særdeles gode gangarter, hvor hoppeejerne i deres hingstevalg i år har vist, at de virkelig lægger vægt på taktfast og meget smidig skridtbevægelse, der går igennem kroppen. Det mestrer Zackorado, og det afspejledes også i dommernes skridtkarakter på 9,8. For trav fik han 9,2 og 9,0 for galop. Med hele 9,5 for ridelighed og 9,4 for kapacitet landede han et samlet resultat på 93,80.

I 5-års klassen var Nanna Skodborg Merrald til start på Blue Hors Kingston e. Glock’s Toto Jr./Turbo Magic (opdr. Jan Zeewuster), der i år har sin første danske følårgang, og han har i lighed med Zackorado også føl med på Dansk Varmblods forestående følauktion.

Kingston er en hingst, der har udviklet sig i træningen og har opnået meget styrke, ikke mindst i travarbejdet. I dag belønnede dommerne hans trav med et rent 10-tal, mens det blev et rent 9-tal for skridt og 9,2 for galop. For ridelighed såvel som kapacitet gav dommerne intet mindre end 9,5, og det sikrede hingsten et samlet resultat på 94,40.

Med den 6-årige vallak Blue Hors Touch of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja & Jan Petersen kneb Nanna Skodborg Merrald sig ind imellem Cathrine Dufours to heste. Touch of Olympic opnåede fra dommerne karakteren 8,8 for trav, mens det blev til 9,5 for skridt såvel som galop. Ridelighedskarakteren blev 8,8, mens hesten blev belønnet med 9,5 for kapacitet.

Blue Hors-talentrytter Anders Uve Sjøbeck Hoeck viste sit store talent for unghesteridning og vandt i dag kvalifikationerne for både 4-års og 5-års heste.

Se resultaterne fra Ringsted.

Mellemrunden i Dansk Ride Forbunds championat for unge heste i dressur afvikles den 19. - 20. september i Grindsted Rideklub, mens finalen i både dressur og springning afholdes på Blue Hors i uge 41.

Da +
Tilføj rabatkode - gavekort HER Tilføj rabatkode

Gå ikke glip af...

Få nyheder, tilbud og gode råd direkte i din indbakke.