Følaften på Blue Hors 2022

Se eller gense video og billeder af de mange føl, der blev fremvist ved Blue Hors Følaften den 17. maj 2022

Følaften på Blue Hors 2022

Ved vores følaften gav vi publikum muligheden for at opleve Blue Hors hingstene og udvalgte afkom, imens avlsleder Martin Klavsen guidede gennem dette års hingstekollektion. Martin satte ord på hingstenes forskellige styrker og gav sine bud på det gode match mellem hingst og hoppe, alt imens publikum selv fik mulighed for at danne sig et indtryk af de enkelte hingstes nedarvningspoteniale.

Afkom efter Blue Hors Farrell

Der blev fremvist 5 afkom efter Blue Hors Farrell (Fürstenball/Dacaprio), der fordelte sig på 3 hoppeføl og 2 hingste.

Trenden hos hopperne, der er blevet matchet med Farrell, fortæller at han er særdeles populær til hopper af hollandske blodlinjer, hvor hans gode temperament og ridelighed komplimenterer de lidt varmere hollandske hoppers kvikke sind og stærke mekanik.

Afkom efter Blue Hors Fortron

Der blev vist et enkelt afkom efter præmiehingsten Blue Hors Fortron (For Romance II – Desperados).

Det røde hoppeføl, der er efter Fortron/Zack/Resident, er avlet af Andreas Gregersen og født 6. marts 2022. Det storrammede hoppeføl bevægede sig ved arrangementet med stort overskud og et særdeles regulerbart mønster, der tegner godt for fremtiden.

Afkom efter Blue Hors Kingston

4 veloplagte føl, 3 hingsteføl og ét hoppeføl, efter Blue Hors Kingston (Glock’s Toto Jr. – Turbo Magic) blev fremvist ved arrangementet – og hvilke 4!

Vi så afkom efter Kingston lavet på både spring-, fuld,- og klassisk dressurblod, der alle bar særdeles positive præg efter både faderhingsten og moderhoppens bedste egenskaber. Alle havde det tilfælles, at de var særdeles charmerende og velfungerende!

Afkom efter Blue Hors Monte Carlo

Den mest benyttede avlshingst i Danmark i 2021, blev helt selvfølgeligt også én af de mest repræsenterede hingste ved vores følaften!

Blue Hors Monte Carlo (Glock’s Dream Boy N.O.P./United) kunne præsentere 6 afkom, der alle, ligesom deres far, besidder en eksplosion af bevægelsespotentiale. De 3 hoppe- og de 3 hingsteføl kunne endnu engang understrege deres faderhingsts uovertrufne evner som beskeler, da de alle bevægede sig over banen med enormt overskud og kraft.

Afkom efter Blue Hors Santiano

Vores billedsmukke, udstationerede Blue Hors Santiano (Sezuan/Romanov) står hos vores hollandske samarbejdspartner; Hengstenstation van Uytert v./ Joop Van Uytert – og hollænderne er vilde med ham! Sidste år bedækkede han knap 400 hopper i Holland, ligesom han også bedækkede et antal hopper herhjemme.

Ved vores følaften blev 2 hingsteføl efter Santiano fremvist. Føllene er af vidt forskellige afstamninger, den ene hollandsk og den anden dansk med et drys af fuldblod, men alligevel er det tydeligt at se, hvordan Santiano slår igennem med et ædelt og moderne snit, der tegner godt for fremtidens sportsheste

Santiano - Sixten Langholt - Mago XX

Afkom efter Blue Hors St. Schufro

Udover Monte Carlo, har også Blue Hors St. Schufro (St. Moritz Jr. – Don Schufro) været en særdeles eftertragtet herre i avlen.

Grand Prix-hingsten St. Schufro kunne fremvise 6 afkom, der talte 3 hingsteføl og 3 hoppeføl. Hoppematerialet, der har været brugt i kombination med St. Schufro, har været særdeles spændende og resultatrigt både i avls- og sportsøjemed – og vi glæder os til at følge alle hans afkom fremover!

Afkom efter Blue Hors Viconte

Også Blue Hors Viconte (Vivaldi/Sandro Hit) blev fremvist for hånd for det fremmødte publikum.

Viconte var repræsenteret af et enkelt afkom; et storrammet hingsteføl, der har Blue Hors Zack og Anhaltiner på morsiden af sin afstamning.

Afkom efter Blue Hors Zackerey

Rosinen i pølseenden, blev et velgående hingsteføl efter vores udstationerede præmiehingst Blue Hors Zackerey (Zack/Sandro Hit). Føllet er født den 30. marts og er opdrættet af Stutteri Greven.

Dette føl efter Zackerey/Jazz/Don Crusador viste et ædelt og moderne eksteriør samt et stort gangartsformåen, hvilket har vist sig at være de to helt store kendetegn ved afkommene efter Zackerey

Zackerey - Jazz- Don Crusador