Blue Hors Åbent Hus 2021

Årets Åbent Hus 2021 hos Blue Hors er netop løbet af stablen med præsentation af årets hingstekollektion, afkom og springhingste fra Stutteri Ask. Vi giver jer her de største highlights fra dagens show!

Blue Hors Åbent Hus 2021

Vandrepokalen til Årets Blue Hors Avler 2021

I sin velkomsttale, fortalte avlsleder Martin Klavsen, ledsaget af Søren Møller Rohde, hvordan vores traditionsrige Blue Hors Åbent Hus i år har måtte blive til en liveversion af et onlineshow, der forhåbentligt har kunne bidrage til det vi alle savner. At se hingstene som de er, – HELT uden filter! Derfor viste vi jer hingstene uredigeret i en DIREKTE udsendelse her fra Blue Hors og hjem til jer i stuerne!

De unge drenge

To af de nyeste skud i Blue Hors hingstekollektionen; Spectrum e. Sezuan/Sandro Hit & Valenzo e. Blue Hors Veneziano/Dimaggio, viste en fin form til dagens show.

Spectrum, der blev fremvist af Cristian Tudela Ruiz, er en unghingst, der viser resultatet af kombinationen af det fantastiske dressurblod fra Sezuan og en succesfuld morside med det klassiske Sandro Hit og det kraftfulde springblod fra Lanciano.

Valenzo er en spændende tilføjelse til hingstekollektion, der er efter vores egen Veneziano. Vi tror på at han kan tilbyde noget helt særligt igennem sit solide tyske præstationsblod, samtidig med at han fremstår som en topmoderne sportshingst og en glimrende typeeksponent for Vivaldi-linjen. Valenzo blev flot fremvist af Nanna Skodborg Merrald.

Nanna & Blue Hors Valenzo

De velspringende herrer fra Stutteri Ask

Stutteri Ask var stærkt repræsenteret med blandt andet Casall Ask-sønnen Cassado Ask, der var i flyvende form under Maria Bjørnkær Asferg. Cassado blev i 2018 han præmiehingst med bl.a. 9 i helhed, ligesom han som 4 års i 2019 fortsatte takterne, og vandt championatsfinalerne og i 2019 stod som vinder af 5 års championatskvalifikation i Billund med 8,4 point.

Action Man Z Ask e. Action-Breaker/Calvados Z og Søren Møller Rohde viste hvorfor de stod som vinderne af DRFs championatskvalifikation med 8,8 i 2020. Hingsten sprang flot og med et enormt overskud, der virkelig fremhæver dens imponerende evner.

Action Man Z Ask e. Action-Breaker/Calvados Z og Søren Møller Rohde

Årets Blue Hors Avler 2021 - Lisbeth Bredmose Andersen

På grund af situationen blev vandrepokalen for Årets Blue Hors Avler 2021 overrakt ved et hjemmebesøg.

Avlsleder Martin Klavsen besøgte derfor Stutteri LBA i Skals, for at overraske avler Lisbeth Bredmose Andersen med blomster, lykønskninger og den smukke bronze-statuette af Blue Hors Don Schufro.

Martin Klavsen havde i ledtog med Esben Pedersen fra Stutteri SEM, sørget for at Lisbeth ville være hjemme til dagens overraskelse.

Derfor var det en meget glad og overrasket Lisbeth, der tog imod Martin, da han dukkede op med den eftertragtede vandrepokal og en Blue Hors-fotograf ved sin side.

Lisbeth B. Andersen & Blue Hors avlsleder Martin Klavsen

I forbindelse med vores Åbent Hus arrangement, følger også rosen og lykønskningerne til de avlere, der har gjort sig særligt bemærkede med deres afkom i både sport og avl.

I år inkluderede listen en lang række dygtige avlere, der med hjælp fra en eller flere Blue Hors-hingste havde kunne skrive UVM-aktuelle afkom i 2020, nykårede unghingste, medaljehopper, vinderføl, elitehingste og spændende rideheste på deres avls-CV.

Hingstene og snerten af deres første følårgange

Kingston og Nanna S. Merrald fremviste fortsatte stærke takter, der begynder at nærme sig der, hvor det, som Martin Klavsen kommenterede, for denne hingst bliver meget spændende, da han besidder et kæmpe talent for den svære dressur. Noget Nanna har fortalt hun virkelig ser frem til at skulle arbejde i med hingsten i fremtiden. Der blev fremvist to storrammede afkom efter Kingston, hvor især Vestermarkens Kenzo var særligt imponerende og indtog banen på en overbevisende vis. I særdeleshed et af dagens største highlights!

Viconte, der er en hingst ud af en yderst resultatstærk afstamning, der kombinerer verdenshingsten Vivaldi og en helsøster til superhoppen Poetin, viste med tyske Lukas Fischer, en særdeles god form, der virkelig fremhæver hingstens kvaliteter. Ligesom der blev vist to særdeles smarte, endnu lidt unge, føl efter hingsten.

Den altid veloplagte Blue Hors Zack/Florencio I-søn; Zackorado, blev fremvist af sin sædvanlige rytter; Cristian Tudela Ruiz. Her blev hingstens enorme ridelighed rost af både rytter og det garvede kommentatorhold bestående af Casper Cassøe og Martin Klavsen, ligesom Martin også fremhævede den høje ædelhedsgrad hos de to fremviste Zackorado-afkom.

Fortron, der er efter For Romance II/Desperados, viste sig frem med sin sædvanligt smidige bevægelse under Cristian Tudela Ruiz. Hingsten, der er præmiehingst i Oldenburg i 2019 og i Dansk Varmblod 2020, havde også to veloplagte afkom, der blev fremvist. Begge afkom viste sig med et særdeles nydeligt udtryk, der har vist sig at kendetegne de af Fortrons føl vi har set indtil nu.

KWPN-præmiehingsten Monte Carlo fremviste sig på overbevisende vis med sine tre særdeles gode gangarter, stærke motor og kraftfulde afskub under Cristian Tudela Ruiz, ligesom han også fremviste en imponerende smagsprøve på sin første følårgang med to virkelig lovende afkom, der viste flot figur med elastisk bevægelse og stor skulderfrihed.

“Kronprinsen” (Zack er jo “Kongen”) Farrell e. Fürstenball/Dacaprio viste sig med sin sædvanligt store selvsikkerhed under Nanna. Ekvipagen er begyndt at arbejde med alt det “svære”, der for Farrell og Nanna ser flydende, naturligt og nemt ud.