Totilas-søn til Blue Hors

Ved den igangværende KWPN hingstekåring i hollandske 's-Hertogenbosch har vores nyindkøbte Totilas-søn Nixon netop opnået kåring

Nixon Foto: Digishots.nl

– Vi er utroligt glade for denne endnu meget ungdommelige Totilas-søn som vi ser et stort udviklingspotentiale i. Totilas' afkom er som regel ikke så prangende som helt unge, men vi har set talrige eksempler på deres potentiale under rytter. Nixon viser et stort sving og afskub i trav og en overbevisende galop og skridt bevægelse. Vi synes, at han indeholder utroligt spændende præstationsblod, og så udmærker han sig som en Totilas-søn med supergode bagben

 

- Martin Klavsen, avlsleder
Nixon, der er opdrættet i et samarbejde mellem Anky van GrunsvenSjef Janssen og et hollandsk stutteri, er efter Moorlands TotilasJazz x Rubinstein. Typemæssigt er han en hingst af moderne og sporty format, der er særdeles højtstillet og med en høj ædelhedsgrad. Hans sorte farve og hvide aftegn lader ham til forveksling ligne sin berømte far Totilas, der med Edward Gal er en af verdens mest vindende dressurhingste nogensinde. Nixons morfar er den lige så kendte hingst Jazz, der kan bryste sig af at være verdens førende top-producent af Grand Prix heste.

Undervejs i KWPN hingstekåringen har han båret katalognummer 564, sideløbende med at han på overbevisende facon har gjort sig en flot figur foran kåringskommision. Her fremviste han sig med en positiv indstilling, samt spændende gangartsforløb, der inkluderer tre særdeles reelle og smidige gangarter og en yderst lovende mekanik, hvortil en fremhævelse af særligt Nixons store, rummelige skridt og velfungerende galop er værd at notere sig.

 

I Nixons hoppestamme findes Grand Prix hesten Athene B e. Blue Hors Don Schufro og elitehoppen Victoria B e. Florestan I, der begge er halvsøstre til Nixons mor, Demeter B, der også selv har været aktiv dressurhest på lilletursniveau. Derudover er også Grand Prix hesten Griffier e. Pretendent og lilleturs hesten Ulixes e. Welcome ud af samme hoppestamme.

 

Nixon ejes i samarbejde med hollandske Hengstenstation van Uytert v/Joop van Uytert og fremstilles ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2021 på Vilhelmsborg, ligesom han også vil blive stationeret i Danmark på Blue Hors, hvor han vil være tilgængelig for de danske avlere.

Relaterede artikler