Vores avlshingst, Blue Hors Kingston (Glock's Toto Jr. - Turbo Magic - Flemmingh, opdrætter: J. Zeewuster), der er født i 2015, havde sin første bedækningssæson i 2018. Det vil sige, at hans første følårgang, der er født i år 2019, i år bliver 3 år gamle og derfor er klar til at stille op til hingste- og hoppekåringerne rundt om i de forskellige avlsforbund. Kingston startede sin avlskarriere i Holland, da han var tre år gammel, og derfor kommer de hollandske Kingston-sønner og døtre til at præge avlsbilledet særligt meget i år.
I samme forbindelse, har der i dagene 5. og 6. februar 2022 været afholdt hingstekåring i KWPN avlsforbundet i hollandske Ermelo, hvor Kingston har haft følgende tre sønner med ved kåringsforløbet:
- Katalognummer 511: Omega (Kingston – Vivaldi, opdrætter: Fam. Andeweg & Ad Valk) - KÅRET
- Katalognummer 512: Olivier (Kingston – Florencio, opdrætter: W.M. Van Der AA) - KÅRET
- Katalognummer 513: O’ Connor AF (Kingston – Florencio, opdrætter: L. Van Aaken) - KÅRET
Med det er hele Kingstons første kåringsårgang i Holland blevet kåret - og vi ønsker selvfølgelig et stort tillykke til avlere og ejere af disse tre skønne hingste herfra!